lørdag den 25. februar 2012

Frebar de luxe

Det gode ved et fast arbejde og faste arbejdstider er utvivlsomt fredagsbarer. Det er i hvert fald én af de gode ting. Og når nu ens arbejdsplads ikke lægger rammer, glas eller flydende varer til morskaben, så er det godt, at man har en sød veninde og Kødbyen lige rundt om hjørnet. Aftenen bød blandt andet på noget så sjældent som en dansk sparkler.

Efter en drink eller to endte vi på Fiskebaren i Kødbyen, hvor vi foruden super lækker mad og god urban stemning fik lejlighed til at stifte bekendtskab med den såkaldte Lilleø Skum (2010), der, som navnet antyder, er en dansk mousserende vin.

Sikrom med tang-chip, creme fraiche, rødløg og purløg
Ørredtatar med sprød perlebyg og urter
Lilleø-vineriet er et af Claus Meyers mange kulinariske norøne projekter, og da jeg tidligere med stor fornøjelse har smagt hvidvinen Arwen fra samme sted, lykkedes det mig lokke min godtroende veninde med til, at vi skulle kaste os ud i de danske bobler.

Og jeg er virkelig ked af at sige det, men den holder altså ikke. Boblerne er små og livløse, næsen en anelse oxyderet, og smagen fad og saltvandsagtigt. Medium til lille fylde og hverken tilstrækkeligt med frugtsukker til at gøre vinen imødekommende eller syre til at gøre strukturen viril og inciterende. Desværre, for jeg har den største sympati for Meyers og vinmager Anders Selmers projekt.

Fish and chips de luxe med rustik remo og sprødt brød
Hvorfor det er gået galt, kan jeg kun gisne om, for jeg har ikke kunnet finde ret meget information om vinen. Den er baseret på druesorterne Sauvignon Blanc, Silvaner og Chenin Blanc, som er dyrket på Lilleø i det sydfynske øhav. Nok ikke de mest oplagte druer til en sparkler, men på disse breddegrader måske det bedste valg. Jeg ved ikke noget om fremstillingsmetoden, men har svært ved at forestille mig, at SKUM er fremstillet efter methode champenoise. Dertil er den bare for flad i struktur, mousse og smag. Omvendt har jeg svært ved at forestille mig d'herer pumpe kulsyre i deres møjsommeligt frembragte vin - men who knows?

Men pyt - selskabet var i topklasse, byen emmede af letsindig fredagsstemning, og jeg blev mindet om, at det ikke er så skidt endda at være hjemme i Danmark igen. Trods alt.

Æbledessert med agernis
Chokoladeis, hvid chokolademousse (tror jeg), syltede blådbær og tranebær-granite

1 kommentar:

  1. Trist med flade bobler. Lilleø plejer ellers at kunne frembringe nogle ganske interessante stille hvidvine. Jeg har ikke smagt dette skum, og nu vil jeg ihvertfald ikke jagte det.
    Der produceres dog rigtig gode bobler i Danmark og jeg synes klart at du skal prøve at finde en flaske fra Gabriel!! Det er ganske imponerende.
    http://www.vinkreutzer.dk/2011/08/copenhagen-wine-forum-revisited/

    Hyg dig

    Frederik

    SvarSlet