søndag den 15. januar 2012

Sæson for farewells

Vi har indledt sæsonen for farewells. I går var det farvel til Yountville, som ligger i hjertet af Napa Valley. Og i hjertet af Yountville ligger tv-stjernekokken Michael Chiarellos restaurant, Bottega, som er blevet noget nær et stamsted for os på vores mange besøg i dalen.
Mit livs lys og god vin i glassene: Den hvide 2010 Duckhorn Napa Valley Sauvignon Blanc. Den røde er en 2009 Pinot Noir fra Carneros (har glemt producentens navn, men den smagte fortrinligt).
Her kan man nyde det moderne italienske køkken på lidt under haute cuisine-niveau, samtidig med at man holder øje med wine country jetsettets mange seværdige udstyrsstykker. Her får Skagen i uge 29 baghjul, skal jeg love for. Men samtidig er stemningen virkelig rar, tjenerne opmærksomme og søde, indretningen mondæn men hyggelig - hvad enten man sidder uden for på patioen eller inden for i den dæmpede, gyldne belysning.
Husets burrata med trøffel/orange-olie, skinke og bruscetta med valnøddepesto
Cremet polenta med ristede svampe og balsamico-glace. I baggrunden fritteret, porcheret æg med krydret lammekød og rød endivesalat vendt i vinagrette og syltede svampe.
Hjemmehængt proscuitto med pasta fritta med rosmarin og parmasanost, melonskum og granatæblekerner.
Maden på Bottega er naturligvis det største trækplaster, men jeg har også et svagt punkt stedets vært, signore Chiarello, der med sit Hollywood-smil og velfønnede hår vel kan gøre et hvilket som helst midaldrende kvindemenneske blød i knæene - og også de 33-årige af slagsen skulle jeg hilse og sige. Og sørmer om ikke vi har set berømtheden iført sit blændende hvide kokke-outfit (som står så godt til de hvide tænder), hver gang vi har besøgt restauranten. Et lille krydderi på oplevelsen, kan man sige. Denne gang, som desværre nok var den sidste i meget lang tid, var ikke en undtagelse. Lars var hurtig med kameraet, og heldigvis formåede jeg at virke helt afslappet og naturlig.

Det er Michael Chiarello, der står i baggrunden og taler med de heldige gæster ved langbordet.
Det kan næppe undre nogen, at vi kommer til at savne vores jævnlige dagsture op i vinlandet. Det er faktisk nok noget af det, vi kommer til at savne allermest. Men vi trøster os med tanken om, at vi selvfølgelig vender tilbage. Selvfølgelig gør vi det.

2 kommentarer: