torsdag den 6. oktober 2011

Errare humanum est

En udsendelse på canadisk tv har genoptaget den populære folkesport at bashe vineksperter og vise, at de ikke aner, hvad de taler om. Og det er pærelet - bild eksperterne ind, at en billig vin er dyr og vice versa, og de hopper på limpinden som små villige lemminger og skamroser den billige vin i den tro, at det er en topvin, mens de nedgør topvinen i den tro, at den er billig. Eneste problem: Det er set mange gange før, og det siger ikke ret meget om, hvad vi kan bruge eksperter til.

Historien er fyldt med vineksperter, der har dummet sig i en blindtest. Senest stjernesommelieren Rajat Parr, der igennem længere tid højlydt og i skarpe vendinger havde kritiseret vine med høj alkoholprocent, men som ved en offentlig blindtest ratede højalkoholiske vine over alle andre. Pinligt, eller?
Blindsmagning - kan du identificere ophav, årgang, producent, fremstillingsmetode ud fra smagen, duften og udseendet alene?
Ikke? Don't worry. Det er ikke en forudsætning for at være ekspert.
Jeg har hørt om folk, der i en blindtest uden at blinke og med absolut præcision kan identificere land, region, årgang, drue, fremstillingsmetode og så videre. Det er ret imponerende, men jeg har aldrig oplevet det live, så jeg ved faktisk ikke, hvor sikre de er, når det kommer til stykket. Men er det virkelig nødvendigt at have, hvad der svarer til absolut gehør, for at man kan rådgive og undervise andre om vin og kalde sig ekspert? Nej, selvfølgelig ikke. Du kan sagtens have en stor viden, en følsom palet og masser af relevant smageerfaring, selvom du ikke har en 100% hit rate i blindsmagninger. Og er du tilmed en dygtig formidler, og kan man mærke din entusiasme, så har du bestemt en berettigelse som vinekspert på denne jord. Men er du en skråsikker braldrerøv, gør du det meget nemt for folk med den slags tilbøjeligheder at pille dig ned.

Nu betragter jeg ikke mig selv som ekspert, men jeg forsøger alligevel at afholde mig fra at udtale mig alt for kategorisk om vin, netop fordi jeg er klar over, at mine (og de fleste andres) smagsløg er inkonsistente, og min hjerne og mine forventninger skygger for de nøgne sanseindtryk. Det er blandt andet derfor, jeg ikke giver point til de vine, jeg omtaler her på bloggen. Det ville kræve meget større konsistens både af mine smagsløg og de forhold, jeg smager vinene under, at kunne give sammenlignelige bedømmelser - så det afholder jeg mig fra.

Samtidig er vin en så vidunderlig mystisk og foranderlig ting, at man næsten altid kommer på glat is, hvis man vover sig ud i generaliseringer og kække holdninger om fx jammy frugtbomber fra Californien (gosh! har vi hørt den før, og er vi trætte af det? I think so!) eller stramme, utilnærmelige, europæiske syrebasser. Der er masser af undtagelser fra den slags generaliseringer - og heldigvis for det . Derfor går eksperter i søen hver eneste dag, men det gør dem ikke til uduelige eksperter. De er blot mennesker, der som alle os andre er fejlbarlige.

Du kan i øvrigt læse Steve Heimoffs behandling af tv-udsendelsen her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar