mandag den 20. juni 2011

Baseball & Bobler


Foruden vin har vi virkelig fået smag for Baseball, mens vi har boet her i Californien - godt hjulpet på vej af San Francisco Giants, som tog mesterskabet i 2010. Eller rettere 'Worldseries'. Baseball er nemlig en af de sportsgrene, hvor man bliver verdensmester af at vinde det amerikanske mesterskab. Easy peasy, ik? Baseball er en super god tilskuersport, hvis man er til den slags, hvor man følger med med et halvt øje, indtil der sker noget spændende - lidt lige som Tour de France. Jeg synes, det er fed måde at koble af på.
Lincecum pitcher under Worldseries-finalen i november 2010
Anyway, vi er blevet Giants-fans, og min favoritspiller er pitcheren Tim Lincecum (nok mest fordi han har langt hår, og jeg får minder om gymnasietiden, hvor langt hår til mænd var et absolut plus i min bog). I weekenden spillede Giants tre kampe mod rivalerne Oakland Athletics på Athletics' hjemmebane, så vi varmede op foran fjerneren med J Vineyards Brut Rose, der med lidt god vilje matcher holdfarverne. Jeg har tidligere beskrevet vinen her, og beskrivelsen holder stadig stik. Det er en rigtig dejlig, frisk, citruspræget sparkler - super på varme sommerdage, for den er stor nok til at smage igennem en rimelig hård afkøling.

Desværre kunne hverken Lincecum, bobler eller vores heppen foran skærmen forhindre, at Giants tabte alle tre kampe til et velspillende Aathletics hold. Måske skal man prøve et glas Pinot næste gang og se, om det virker. Kan allerede se overskriften for mig: Baseball & Bourgogne - det er da et kulturmøde, der vil noget!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar